OBS! Jeg havde problemer med databasen. Selvom tekster kunne genoprettes, er der stadig problemer med formularer.
Hvis du har spørgsmål, venligst skriv en eMail.
Tusind tak. Sven

Die Roßtrappe

© kilde og/eller ©:
SRC: Wikimedia Commons, public domain

begyndelsen af sagnet i bogen

Dette sagn handler om et sted nær Thale.
Den originale tekst findes hos Wikisource.

versionen fra året 1800

Roßtrappe kaldes en fjeld med en oval fordybning, som har en vis lighed med indtrykket af en gigantisk hestens hov. Fremkomsten af 'hovaftrykket' forklarer dette sagn.

—

For tusind og flere år siden, længe før røverriddere opbyggede borgene “Hoymburg”, “Leuenburg”, “Steckelnburg” og “Winzenburg” på de omkringliggende bjerge, var landet omkring Harzen beboet af kæmper, som var hedninge og tryllekunstnere. De vidste intet sjov men røveri, mord og vold. Hvis de manglede våben, trak de den næstliggende 60-årig egetræ op og kæmpede med det. Hvad der stod mod dem, slog de ned med deres klubber og kvinder, de kunne lide, tog de bare med, at tjene dem dag og nat.

I de bøhmiske skove levede på dette tidspunkt kæmpen Bohdo, umådelig stor og stærk, frygt for hele landet. Foran ham bøjede sig alle andre kæmper i Bøhmen og Franken. Men kongedatteren af Riesengebirge, Emma, kunne han ikke tvinge til at elske ham. Der hjalp ikke styrke, ikke snedighed, fordi hun stod i alliance med en stærk ånd.

Bohdo så sin elskede en gang på jagt på bjerget Schneekoppe, og straks sadlede han sin hest, som sprang omkring en mile lange strækninger i minutter, og lovede til alle de ånder i helvede, at komme til Emma denne gang eller dø. Hurtigere end en høg fluer, han red op. Og han næsten nåede hende, før hun så, at hendes fjende nærmede sig. Men da hun så ham to miler væk og genkendte ham med et ødelagt byens dørfløje, der tjente ham som skjold, drejede hun hurtigt hendes hest. Og den fløj, fordrevet fra hendes sporer, fra bjerg til bjerg, fra klippe til klippe, gennem dale, sumpe og skove, ramt af hoven fløj bøge- og egetræer som stubbe. Så de fløj gennem Thüringen, og kom til bjergene i Harzen. Ofte hørte hun, et par miles bag hende, Bohdos hest fnyse, og hun jagtede hendes utrættelige hest på nye spring.

Nu stod hendes hest, hvilende på den forfærdelige fjeld, der, fra jubeldansen af det onde, hedder djævelens danseplads. Emma kiggede ængsteligt, hendes hest kiggede rystende ned i dybet. Fordi, mere end tusind fod gik vinkelret, som et tårn, fjeldmuren ned til den grusomme afgrund. Langt under hende, hørte hun dumpe brøl af strømmen, som bliver der til en frygtelig hvirvel. Det modsatte fjeld på den anden side af afgrunden syntes endnu længere væk end hvirvlen, og ikke at have plads til et af hestens forreste fod.

Der stod hun, undrende og tvivlende. Bag hende vidste hun fjenden, som hun hadede mere end døden. Før hende så hun den brede afgrund. – Nu hørte Emma Bohdos gispende hest fnyse igen. I frygt, påberåbte hun hendes forfædre ånder for hjælp, og uden nærmere overvejelser, stød hun de lange sporer ind i hestens sider.

Og hesten sprang! sprang over den tusind fod dybe afgrunden, heldigvis nåede den skarpe klippetop og slog hans hov fire fod dyb i den hårde fjeld, så gnister sprøjtede og lyste op hele landet omkring ligesom lyn. – Det er denne Roßtrapp'! Tiden har gjort indtrykket mindre, men det kan ikke være skyllet ud af alle verdens regne.

Emma var reddet! Men kongedatterens et centner tunge guldkrone faldt under hestens spring fra hendes hoved ned i dybet. – Bohdo, der kun så Emma og ikke afgrunden, sprang med sin hest efter den flygtende, og styrtede ind i strømmens hvirvel, som han gav hans navn til ^*. Her, forvandlet til en sort hund, han bevogter prinsessens gyldne krone, så ingen penge-tørstig henter den fra de hvirvlende vande.

En dykker engang turde at gøre dette med store løfter. Han steg ned i dybet, fandt kronen og tog den op, så de utallige mennesker kunne allerede se de gyldne spidser. Men to gange faldte den tunge krone ud af hans hænder. Folk råbte til ham, at han skal ned igen. Han gjorde det, og – en stråle af blod sprøjtede højt op i luften. Dykkeren kom ikke op igen.

Også nu vandrere stadig nærmer sig kløften genert og skræmt, fordi sort nat dækker den. Dødens stilhed svæver over afgrunden. Ingen fugl flyver over den. Og midt om natten, kan man ofte høre i det fjerne, de dæmpede skrig af hunden.

Endnu idag kaldes hvirvlen, hvor hunden bevogter guldkronen, “Kreetpfuhl” ^** og klippen, hvor Emma, kongedatteren, bad for hjælp af ånderne af helvede, djævelens dansested ^***.

forklaringer

In sagnets mere moderne version hedder kongedatteren/princessen Brunhilde, ikke Emma.

^* floden “Bode”
^** betyder noget som “djævlens barn”
^*** nutidens Hexentanzplatz

Tip en ven eller del denne side

Send et link til denne side til en af dine venner.

Donation

Hvis Ferie i Harzen er nyttig for dig, giv måske et lille bidrag til mit arbejde. Tak på forhånd.

pagination navigation

• « første
• ‹ forrige
• oversigt
• næste ›
• sidste »