OBS! Jeg havde problemer med databasen. Selvom tekster kunne genoprettes, er der stadig problemer med formularer.
Hvis du har spørgsmål, venligst skriv en eMail.
Tusind tak. Sven

1 uge efterårsferie på campingpladsen Kreuzeck ved Hahnenklee i 2008

indsendt af Joan

Vi har ofte talt om en tur til Harzen, men efter sommerferie 2 år i træk for 19-20 år siden i silende regnvejr og et utæt villatelt, havde vi hele tiden slået det hen med at “det regner jo altid i Harzen“. Vi var nu alligevel blevet enige om, at give det en chance igen, men vores forventninger mht. vejret var ikke skyhøje.

04.10.08 - lørdag (ankomst)

© kilde og/eller ©:
Joan Petersen

På vej fra Goslar op ad vejen til campingpladsen.

Vækkeuret var stillet til kl. 7.00 på Camping Mitte ved Medelby lige på den anden side af grænsen til Tyskland hvor vi kom dagen før. Vi gik i bad og fik morgenmad i ro og mag. Det kostede 16 euro for en overnatning. Inden vi igen kørte på motorvejen, var vi lige omkring en grænsebutik og købe lidt vin og sodavand. Efter en dejlig tur i smukke efterårslandskaber, ankom vi ved 15-tiden til Camping Kreuzeck ved Hahnenklee. Vi havde forudbestilt og forudbetalt for pladsen og derved fået rabat. Det sidste stykke fra Goslar var ad en snoet bjergvej med 3-4 skarpe hårnålesving, men ikke voldsomme stigninger, og stykket var ikke noget problem at køre overhovedet. Pladsen lå i 600 m højde.

Vi blev vel modtaget i receptionen, og kørte til den tildelte plads. Der var udsigt over en sø, men den ønskede sol, skulle vi vist være heldige med at få noget af. Der var høje træer, og campingpladsen lå faktisk på den forkerte side af søen, så hvis solen skinnede, var det på modsatte bred. Men vi kom nok heller ikke til at sidde så meget på campingpladsen, vi ville jo gerne opleve noget af Harzen mens vi var der.

© kilde og/eller ©:
Joan Petersen

Her er udsigten fra vores parcel mod bjerget Bocksberg.

Pladsen bar præg af mange fastliggervogne med dertilhørende forskellige tilbygninger og skure, nisser og figurer. Det kan man så synes er charmerende eller ej. Personligt kan jeg bedst lide, når man kan se, at det er en campingplads, man er på. Her var fastliggervognene spredt ud over pladsen, så det ikke var hele kvarterer med fastliggere. Men generelt syntes jeg, der var mange nedslidte vogne, og jeg ved ikke om der er tyske regler for gastest, men kunne godt forestille mig, at nogle af vognene aldrig havde set en gastest. Mange af dem kunne simpelthen slet ikke flyttes uden et større nedbrydningsarbejde :-)

Vi valgte kun at sætte vores Shadow op og intet gulvtæppe, da der var grus på hele parcellen. Vi ville ikke komme til at sidde med fødderne i vådt græs. Parcellerne var ikke store. Vi kunne lige akkurat have vores vogn med solsejlet. Bilen parkerede vi på naboparcellen. Vi skulle hente vand ved toiletbygningen, der var ingen standere rundt omkring på pladsen. Bruserne var fine og meget rene, og toiletter var nogenlunde, men meget gamle og nedslidte. Der var koldt på toiletterne, men der var meget rent også der. Der var også en restaurant og en lille svømmehal på pladsen.

05.10.08 - søndag (Okersø, Wernigerode)

© kilde og/eller ©:
Joan Petersen

Okertalsperre

I nattens løb vågnede jeg et par gange ved regnens trommen på taget. Jeg tænkte det nok!! Det regner altid i Harzen!! :-)) Vi sov længe. Det var nu alligevel hyggeligt at putte sig under dynen og lytte til blæsten og bygerne, der indimellem prikkede på taget. Det blæste meget, og det var ikke vejr til at spise udenfor vognen. Mens vi spiste morgenmad, bankede det på døren. Udenfor stod en dreng på 8-10 år og spurgte på tysk efter Jannik. Det kunne vi desværre ikke hjælpe ham med.

Vi besluttede at køre en lille tur, for at se lidt på området, da det stadig blæste og regnede med mellemrum. Først kørte vi til Hahnenklee, der lå et par kilometer fra pladsen. Det var en hyggelig, lille by med en kabinelift til toppen af Bocksberg (må ikke forveksles med Bloksbjerg, der i Tyskland hedder Brocken). Blæsten piskede bladene af træerne, og de hvirvlede rundt i luften. Vi må kigge nærmere på byen en dag, hvor det ikke regner og blæser.

Turen fortsatte mod Clausthal-Zellerfeld. Derfra kørte vi til Okertalsperre (Okertaldæmningen). Vi havde været der for 20 år siden, da vi sidst var i Harzen. Jeg kunne godt genkende det, da vi kom dertil. Der var ikke så meget vand i den opdæmmede sø, men vi kunne se, hvor højt det havde været. Vi havde heldigvis været forudseende at tage en god jakke med. Temperaturen var kun 6 gr. og blæsten ruskede godt i os ude på dæmningen. Tilbage i bilen blev temperaturen i kabinen lige øget med et par grader og sædevarmen tændt – herligt.

© kilde og/eller ©:
Joan Petersen

rådhuset i Wernigerode

Fra Okertalsperre kørte vi mod Wernigerode. Der var fin motortrafikvej. “Blitz” – ups, vi kørte 110, hvor vi måtte køre 100. Gad vide, om vi får en hilsen fra det tyske Polizei, når vi kommer hjem. Flemming ærgrede sig, han havde ikke fået en fartbøde, siden han var 19 år. Det blæste stadig, da vi kom til Wernigerode, men himlen virkede lysere, og indimellem var solen næsten ved at titte igennem. Da det var søndag, var der ikke meget, der var åbent, men vi slentrede bare gennem gågaderne og kiggede på de gamle, smukke bindingsværkshuse. Rådhuset på torvet var meget fotograferet, og jeg fik da også et par billeder i kassen. Et sted solgte de grillede pølser, og vi købte hver en pølse med brød, der skulle gøre det ud for en lidt sen frokost. Vi fortsatte vores tur gennem byen, og på vej tilbage til bilen sluttede vi besøget på konditori med kage, kaffe og cappuccino.

Da vi kom tilbage i bilen kiggede vi lidt på kort, for at finde en anden vej tilbage. Vi kørte mod Braunlage. På vej ud af Wernigerode kunne vi tydeligt se spor af det gamle Østtyskland. Der var mange gamle, forfaldne huse. Senere kom vi gennem Nationalpark Harz med store skovområder og masser af bakker og sving. Godt man ikke lider af køresyge. Regnen tog til igen, og vi kørte gennem skyerne, der hang lavt mellem bjergene. Det var mørkt, da vi kom til campingpladsen, og pladsens restaurant lokkede. Vi fik suppe og Jägerschnitzel med ½ liter Weissbier. Det var en perfekt afslutning på en kold og våd dag.

06.10.08 - mandag (kz-lejr Dora, Kyffhäuser)

© kilde og/eller ©:
Joan Petersen

krematoriet med mindesskulptur

Fra morgenstunden gik jeg med hovedet i skyerne – bogstavelig talt! Det havde regnet hele natten. Jeg kunne høre, det var stilnet af, da vi stod op, men skyerne gav en fin støvregn. Gårsdagens blæst var væk, og der var fuldstændig vindstille. Da skyerne, efter morgenmaden, stadig hang lavt, blev vi enige om at køre en tur til byen Nordhausen i det sydlige Harzen og se koncentrationslejren Dora-Mittelbau. Jeg havde hørt om stedet fra en god ven, der også havde sendt mig nogle billeder derfra, og vi har da set både koncentrationslejre og andre steder af betydning fra 2. Verdenskrig, men lige dette sted havde vi faktisk aldrig hørt om før. Det var en fantastisk smuk køretur gennem skove i efterårsfarver, og selvom det var gråvejr, lyste træerne op med deres utrolig mange farver fra gult til orange, rødt og brunt. Det var godt vi havde vores GPS med, for stedet var ikke umiddelbart let at finde.

Vi parkerede bilen, og startede turen ved et nyt dokumentationscenter. I dokumentationscentret kunne vi se, hvordan koncentrationslejren så ud, under krigen. I lejren byggede man V-2-raketter. Produktionen af de langtrækkende V-2-raketter fandt i starten af krigen sted i Peenemünde ved Østersøen, men efter hele anlægget var blevet bombet af Royal Air Force i august 1943, blev produktionen flyttet til lidt nord for byen Nordhausen i delstaten Thüringen. Der var i forvejen brændstoflager i tunneller i bjerget Kohnstein, og stedet var ikke synligt fra luften. Der blev anlagt en koncentrationslejr, så man havde arbejdskraft til at udvide tunnellerne og samle raketdelene, og i starten, før selve lejren var opført, boede fangerne i gangene, hvor de arbejdede, spiste og sov. Der var ingen toiletfaciliteter eller vaskemuligheder. De fleste fanger holdt kun 2-3 uger, før de døde af anstrengelserne. Temperaturen var konstant ca. 8 grader. Lejren fik navnet Dora-Mittelbau.

© kilde og/eller ©:
Joan Petersen

Kyffhäusermonumentet med statuen af Kejser Wilhelm 1.

Desværre var der ingen rundvisninger i tunnellerne om mandagen, men vi måtte gerne gå rundt i området og se på hele lejren og indgangen til tunnellerne, men man kunne kun komme ind i tunnellerne med guide. Det var en skam, for vi ville gerne se tunnellerne. Man kunne ikke se så meget af koncentrationslejren. Der var kun en barak, der var opført, så man kunne se, hvordan de havde set ud. Ellers var der fundamenter fra barakkerne rundt om i skoven. Mens der var koncentrationslejr, var området ryddet for skov, men nu var alt groet til igen. Krematoriet havde også fået lov til at blive stående til minde om de forbrydelser, der var blevet begået der. Regnen var stoppet og naturen var så smuk, at man næste ikke kunne fatte al den grusomhed, der fandt sted for over 60 år siden.

Bagefter kørte vi mod byen Kelbra ½ times tid fra Nordhausen. Der skulle være et stort monument – Kyffhäusermonumentet – med en fantastisk udsigt, havde jeg læst i en turistbrochure. Nu var vi jo ikke så langt derfra, så vi kunne ligeså godt tage det med. Det var bare ikke helt nemt, at komme dertil, for der var vejarbejde i en by, og det betød at vejen simpelthen var spærret. Vores GPS forsøgte tålmodigt at finde nye ruter, men hver gang løb vi ind i en blind vej pga. vejarbejdet. Til sidst fandt vi endelig en vej, der førte ud til monumentet. Ved foden af bjerget, hvor det lå, startede en køretur op gennem 36 sving. Vi parkerede og resten af turen foregik til fods – ca. 10-15 minutters gang op gennem skoven. Vi vidste ikke helt, hvad vi havde forventet, men pludselig rejste monumentet sig højt over os. De kostede 6 euro pr. person at komme ind. Monumentet blev påbegyndt i 1892 og var et mindesmærke over Kejser Wilhelm 1.

Ved foden af monumentet var udsigten storslået, men man kunne komme helt op i tårnet. 247 trin op ad en vindeltrappe. Lungerne arbejdede som blæsebælge, da vi nåede op. Men det var anstrengelserne værd. Selvom der var skyet, kunne vi se langt omkring 360 grader rundt. Bagefter blev jeg helt svimmel af at gå ned igen – rundt og rundt. Vi vendte tilbage til bilen og fik lidt at drikke og et par kiks. Vi havde kun fået et par klementiner til frokost, så vi var ved at være sultne. Det tog en times tid til Goslar, og lige inden vi kom dertil så – Blitz – igen. Jeg vil skåne jer for Flemmings sprogbrug. Denne gang kørte vi knap 70 i 50 km-område. Og de fotofælder, står altså lige efter skiltet med tilladte hastighed. Vi handlede og spiste i Goslar, inden vi vendte tilbage til campingpladsen.

07.10.08 - tirsdag (Goslar)

© kilde og/eller ©:
Joan Petersen

hyggelige gader med bindingsværkshuse

Vi sov længe. Bagefter sad vi længe over morgenmaden. Vi var efterhånden gået helt ned i tempo, og nød bare at have ferie. Ved middagstid kørte vi en tur til Goslar, hvor vi slog et par timer ihjel med at gå rundt og se på alle de smukke gamle bygninger. Faktisk kunne jeg kun genkende torvet, siden vi var her for 20 år siden. Jeg havde troet, at der ville dukke nogle ting op undervejs, men det var som at besøge byen for første gang.

Vi spiste frokost og nød at det var blevet varmere. Midt på eftermiddagen nåede temperaturen op på 19 gr. Vi handlede lidt til aften og kørte tilbage til campingpladsen. I takt med vi kørte de 600 højdemeter op til campingpladsen, faldt temperaturen til 12 gr. Alligevel satte vi os udenfor vognen og fik en øl, mens vi nød udsigten over søen.

Tip en ven eller del denne side

Send et link til denne side til en af dine venner.

Donation

Hvis Ferie i Harzen er nyttig for dig, giv måske et lille bidrag til mit arbejde. Tak på forhånd.

pagination navigation

• « første
• ‹ forrige
• oversigt
• næste ›
• sidste »