OBS! Jeg havde problemer med databasen. Selvom tekster kunne genoprettes, er der stadig problemer med formularer.
Hvis du har spørgsmål, venligst skriv en eMail.
Tusind tak. Sven

bustur til Altenau i maj 2009

indsendt af Daniella

Bustur med forhindringer

Det er jo altid dejligt, når man skal udenlands og se noget nyt. Sådan havde vi det alle sammen, da vi kørte i en stor bus derud af til vores bestemmelsessted Harzen. Vi skulle bo på et kurhotel, Alte Mühle, og byen hed Altenau.

Nu går det ikke altid, som præsten prædiker, for pludselig kørte bussen i slowmotion i en lang række af andre biler på motorvejen. Vi erfarede, det var en kæmpelastbil, som var væltet i grøften ? det må jo sinke trafikken.
Efter en times tid kørte vi igen i normal hastighed. Der gik nøjagtigt 5 minutter, hvor historien gentog sig: Vi var atter fanget i en trafikprop. Denne gang var det en trafikulykke med en lille personbil, som stoppede færdslen.
Der gik en lille times tid, inden vi kunne køre videre til hotellet med 2 timers forsinkelse.
Alt det skete efter færgeoverfarten, på tysk grund.

Jeg – en heldig kartoffel

Det var et dejligt hotel med en udsøgt service. Det viste sig, at de 200 kroner jeg havde givet ekstra for at slumre alene på et eneværelse, var særdeles godt givet ud.
De andre som boede to på eet værelse var ikke helt tilfredse med badeværelset, thi de kunne lige vrikke rumpetten ned på toiletsædet, da badekarret fyldte en del. Deres værelser var heller ikke så store, så det gjorde noget.
Jeg, som boede alene havde mægtig god plads – også til min po-po ude på dasset. Måske den gode Vorherre har set med mildhed på mig, og har ville forkæle mig lidt. Ellers har jeg ingen forklaring på fænomenet.

Det må lige indskydes, at maden var fin-fin, men min gode bordherre gennem hele opholdet var ikke så glad for kødet, især. Han syntes det var lidt sejt – meeen kan man nu tro på den, når manden er 85 år og dårligt kan tygge et blødkogt æg?

Et underjordisk helvede

Det var ikke ligefrem hotelluksus eller bare tålelige arbejdsforhold, som dominerede det sted, vi besøgte en formiddag.
Jeg sír jer, vi fik syn for sagen i Rammelsberg-minen, som først blev lukket i 1988.
Det er ikke for sarte sjæle at køre i de små ubelyste jerntog langt ned i undergrunden – for at få en fornemmelse af, hvordan det har været dernede.
Vores ellers meget nysgerrige og allestedsnærværende klubleder, kom aldrig med toget. Hun styrtede op igen – det var for uhyggeligt for hende.

Synes man, at ens helbred er lidt for godt, er det en god ide at tage arbejde i en mine langt under jordens overflade – nærmere beskrevet 200 meter i dybden. Et sådan sted går det nemlig hurtigt ned ad bakke med legemesfunktionerne, og så kan man jo søge om førtidspension – og få den – hvis man er heldig. Nogen – sikkert mange ­- er fløjet op til Sankt Peter før tiden

I Rammelsberg-minen florerede høreskader, dårlige arme, stenlunger og meget andet sygdom på grund af fugt, dårlig ventilering, larm og rystelser fra borende, som løsnede mineralerne fra væggene.
Vandet drev ned af væggene, og der var glat at gå mange steder i minen, som udvandt guld, sølv, kobber, jern og bly.

Det er da godt, man informerer turisterne om, at indbyggerne i minebyen blev rige af denne berømte mine, men man har glemt at skrive om den sygdom og elendighed arbejdet i minen påførte arbejderne og deres familier. Det nævner man ikke noget om på nettet eller i turistbrochurerne. Det får man først at vide, når man er dernede.

Heksenes mødested

Vores selskab kørte i veterantog op til til Brocken (Bloksbjerg) som ligger i Harzen.
Selvfølgelig blev vi damer drillet med, at vi kunne blive på Bloksbjerg – nu vi var der oppe – og så kunne vi jo blive futtet af Sankt Hans Aften.

Højt at svæve

Programmet tog en uventet drejning på én af turene, da vores udmærkede guide fik øje på en svævebane.
Død og kritte – manden fik benene på nakken, og fór hen til billetlugen, og inden vi kunne nå at tælle til to, stod eller sad vi i denne svævende kabine.

En noget tvær kabinefører fik os helskindet op til toppen af bjerget. Han så i øvrigt ud, som om han ønskede alle os turister ad helvede til, men det ødelagde ikke vores glæde og spænding ved at svæve mellem himmel og jord.
Kabineførerens humør var ikke blevet bedre, da vi skulle ned igen, men vi fik da en stor oplevelse ud af at se på ud over det hele med bjerge og dale og de små biler og mennnesker, som bevægede sig under os.

Hjemrejse uden problemer

Det var en herlig lille ferie, men det var ved at blive trættende at køre i bus hver dag og hele tiden, så det var både med vemod og glæde, da vi hankede op i vores ejendele og satte os tilrette i bussen, som kørte os hjem – uden problemer.

Daniella

Tip en ven eller del denne side

Send et link til denne side til en af dine venner.

Donation

Hvis Ferie i Harzen er nyttig for dig, giv måske et lille bidrag til mit arbejde. Tak på forhånd.

pagination navigation

• « første
• ‹ forrige
• oversigt
• næste ›
• sidste »